RH ARKITEKTER besøgte den nye Nordfløj på Rigshospitalet - RH ARKITEKTER AS

RH ARKITEKTER besøgte
den nye Nordfløj på Rigshospitalet

Det var en interessant og spændende oplevelse at blive vist rundt på den store og travle byggeplads, der er i den sidste fase mellem aflevering af projektet og før indflytning, som forventes i januar 2020. Med den nye bygning tilføres det eksisterende Rigshospital ca. 54.000 m2 fordelt på op til 7 etager. Nordfløjen bliver en behandlingsbygning med over 200 senge og knap 30 intensivsenge, 33 moderne operationsstuer, et intensivafsnit, ambulatorier, billeddiagnostisk funktion samt gode rammer til forskning.

Nordfløjen er opført som en sammenhængende V-formet struktur – et ”zig-zag” – med én hovedfærdselsåre, der gør det muligt at bevæge sig hurtigt og effektivt fra den ene ende til den anden uden at forstyrre patienter i de mere rolige områder. Alle opholdsrum opleves som åbne og lyse med fine kik ud over byen og den nærliggende Fælledpark.

Bag arkitekturen står LINK Arkitektur i samarbejde med 3XN, Nickl & Partner, Grontmij og Kirstine Jensens Tegnestue. I den sidste travle periode bidrog desuden 2 af RH ARKITEKTERS dygtige medarbejdere med mangelgennemgang på byggepladsen, hvilken var en stor og lærerig opgave.