RH ARKITEKTER har indrettet TAKEDA Pharma’s nye hovedkontor i Danmark.
Projektet blev indledt med et større Space Management projekt, hvor RH ARKITEKTER i samarbejde med en repræsentativ brugergruppe undersøgte og afklarede, hvordan nye arbejdsgange og en ændret afdelingsstruktur på bedste vis kunne understøtte en god, effektiv og inspirerende arbejdsplads. Denne proces har dannet baggrund for den endelige indretning af kontorlokalerne.
Alle afdelinger er placeret i lyse, åbne kontorlandskaber fordelt på etagens to fløje. Adgangen til etagen sker via en mellembygning, som binder de to fløje sammen. Her er cafe/køkkenområdet placeret. Området fungerer som et velkomst- og samlingsrum for alle besøgende og ansatte.
Mødelokaler og relax-zoner placeres, så de store åbne kontorlokaler opdeles i mindre lommer a 8-10 arbejdspladser. I midten af hver fløj placeres en kerne indeholdende stillerum og servicefunktioner. Kernen opbrydes i flere mindre sektioner, så rummet bliver gennemlyst, og man har visuel kontakt med den anden side.
Kernen beklædes med egetræslameller, som giver en visuel sammenhæng på hele etagen samt kombinerer det nordiske og Japanske udtryk – en reference til Takeda Pharmas rødder i Japan og det aktuelle hovedkontor i Vallensbæk, Danmark.