Den overordnede idé for bygning BRB2 er at skabe tidssvarende laboratorie- og kontorfaciliteter i lyse omgivelser. Ved at bruge glasvægge og -døre i gangen trækkes dagslyset ind i midten af bygningen og giver mulighed for visuel kontakt på tværs af bygningen.
Væggen mod gangen er tænkt med så meget glas som muligt, med højskabe på den ene side. Ved at placere laboratorier med mange installationer mod syd, og kontorer mod nord, bliver de installationstunge rum samlet. Installationerne kan dermed koncentreres og føringsvejene bliver kortere og mere effektive.
Midterkernen med trapper/elevatorer, toiletter, div. depoter, skakte til el, VVS og ventilation forbliver i deres nuværende placering. Der er disponeret med et uformelt mødested med café og tekøkken, hvor afdelinger kan mødes på tværs.
Laboratorierne opfylder GMO krav med fokus på renhed, rengøringsvenlighed i et enkelt og funktionelt design.