For Glostrup Apotek har RH ARKITEKTER ombygget og udvidet den magistrelle produktionsafdeling inden for det eksisterende bygningsvolumen. Projektet omhandler dels ombygning af den eksisterende facilitet, dels tilbygning med produktionslokaler i en stor, tom lagerhal, der ligger som nabo til apotekets lejemål.
Gennem årene er produktionen, og dermed antallet af ansatte, steget. Pladsen er derfor blevet mere og mere trang. Samtidig er ønsket om optimal compliance, kvalitetssikring og patientsikkerhed steget, således at lokaler, ventilation og forsyninger skal leve op til gældende EU GMP-krav.
Udover forbedrede ikke klassificerede administrations- og lagerlokaler etableres der nye CNC laboratorier til produktion af lægemidler, som er opdelt i klart definerede afsnit: Hormon, Galenisk samt et nyt Sterilafsnit (renrum) i klasse D og C. For sikring mod kontaminering etableres der differencerede lufttryk mellem de enkelte afsnit, opdelt af person- og varesluser. Hvert område er forsynet med selvstændige ventilationsanlæg. Steril-afsnittet er opbygget som ”boks i en boks” med prefab renrumslementer, der friholdes fra den omkringliggende bygning.
Arbejds- og opholdsrum er placeret langs ydervægge med vinduer. Sterilafsnittet har dobbelte glasvægge i fuld rumhøjde mod facaden for optimal dagslystilgang for medarbejderne.